Jeg kan ikke lade være med at tænke, at selv om DBU’s kasser klirrer positivt og landsholdene giver os kuldegysninger af stolthed, så er alt ikke idel lykke i den brede base af dansk fodbold.
Det er som en familiefest, hvor alle smiler til billederne, men hvor der hviskes i krogene.
Krisemøder på Tegnebrættet
I de danske fodboldklubbers verden er der opstået en smule af et stormvejr. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at selv om DBU’s kasser klirrer positivt og landsholdene giver os kuldegysninger af stolthed, så er alt ikke idel lykke i den brede base af dansk fodbold. Det er som en familiefest, hvor alle smiler til billederne, men hvor der hviskes i krogene. Og nu har formanden selv, Jesper Møller, måttet indrømme, at samarbejdet mellem breddeklubberne knirker gevaldigt. Det hele kom frem i lyset ved et repræsentantskabsmøde i København, der skulle have været en festlig affære.
Men hvad sker der helt præcist? Jo ser du, DBU Bredde har det svært med samarbejdet – faktisk så svært, at man kunne tro, de spillede på hver sin banehalvdel. Trods ti møder og et samarbejdsudvalg er der ikke fundet fælles fodslag. Hvis jeg skal male et billede for dig, så forestil dig en fodboldkamp uden dommer og regler; det er ren kaos!
Splittelse og Politisk Uro
Flemming Jensen fra DBU København stod frem og gav stemme til de frustrationer mange føler. Han lagde ikke fingrene imellem og pegede på den manglende politiske indflydelse som en del af problemet. Det fik mig til at tænke på de gamle dage i skolegården: Når alle vil bestemme, ender det ofte med ballade. Og det ser ud til at være tilfældet her.
Det går så vidt, at DBU København nu sender brev til topcheferne og overvejer alternative ruter for samarbejde – kan man kalde det en fodboldens Brexit? Samarbejdsforummet, som skulle have været fredsmægleren i slaget om samarbejdet, har de pure afskrevet. Så Jesper Møller tager nu bolden op og inviterer til krisemøder – lidt som når træneren kalder til opsamling efter et nederlag.
Og ved du hvad? Kvoterne for kvinder i bestyrelsen er også blevet et stridspunkt. Det er som om vi har glemt holdånden og fokuseret på statistikken istedet for spillet.
Så her sidder jeg med min notesblok og undrer mig over, hvordan det kan være så svært at finde sammen om den sport vi alle elsker. For én ting står klart: Uanset hvor mange mål vi scorer på landsholdsniveau, så har vi brug for et stærkt fundament i breddefodbolden – ellers falder hele bygningen sammen.
Jesper Møller insisterer på at dansk fodbold skal stå forenet og jeg kan kun give ham ret. Men vejen dertil synes lang og snørklet lige nu. Lad os håbe at disse krisemøder bliver startskuddet til bedre tider – både for spillet på græsset og forholdene rundt omkring bestyrelsesbordene!